Ny afdeling i Hobro
 
In English
  Log på
Spring over navigationshyperlinksTech College Mariagerfjord > Ny afdeling i Hobro

Ny organisering af EUD i Mariagerfjord

De to grundforløb ”Mad til mennesker” og ”Strøm, styring & it” på Tech College Mariagerfjord flytter fra januar 2011 til Hobro. Samtidig flytter grundforløbet ”Produktion & udvikling” til Metal College Aalborg. Uddannelsesleder på Tech College Mariagerfjord Danny Jensen forklarer, at omstruktureringerne har baggrund i økonomi. Han ser muligheder for nye synergieffekter og flere elever.

I øjeblikket holder Tech College Mariagerfjord til på Tempovej 3 i Hadsund. Nu opsiges lejemålet i den nyere del af skolen, hvor også 10. klassecenteret p.t. holder til. Tech College Mariagerfjord indskrænkes dermed til den oprindelige Hadsund tekniske skoles lokaler på den anden side af vejen. Her flytter 10. klassecenteret så hen og vil fremover dele tag med de to blivende grundforløbsindgange, ”Bil, fly & andre transportmidler” og ”Bygge & anlæg”.

Ny synergi mellem elever og lærere
Afdelingsleder på Tech College Mariagerfjord Danny Jensen mener, at der er mange positive ting ved ændringerne.

– Denne sammensætning af 10. klasse og EUD er usædvanlig. Det er en ny udvikling, som rummer mange muligheder for spændende synergier, og dem skal vi fokusere på. Nu får vi to ”light-udgaver” af tekniske skoler, og det er faktisk lavet før med stor succes på Sjælland, så jeg tror på projektet. I bund og grund gør vi det her for at tiltrække flere elever. Der er et behov i Hobro, og nu kan vi dække det, slår Danny Jensen fast.

Afdelingslederen oplyser, at han allerede har en god dialog med 10. klassecenteret i Hobro og længe har haft et rigtig tæt samarbejde med 10. klassecenteret i Hadsund, som hver tirsdag året rundt sender deres elever på brobygningsforløb i værkstedet og køkkenet på Tech College Mariagerfjord.

Lærerne kan sparre på tværs
Lærernes faciliteter bliver også slået sammen. Dermed opstår chancen for helt ny sparring på tværs af forskellige pædagogikker og om elever, som går ud af 10. klasse og begynder på en erhvervsuddannelse samme sted.

– Det er selvfølgelig en stor opgave at føre to lærergrupper sammen. Men i det ser jeg også muligheder for at udvikle medarbejderne. Jeg vil gøre en stor indsats for at ryste medarbejderne sammen, før vi starter op. Og selv om lærergruppen fra Tech College Mariagerfjord nu splittes i to, og den vante nærhed på nogle måder går tabt, så holder vi fast i vores teams, og jeg føler mig helt sikker på, at det vil gå godt, fordi vi virkelig har nogle gode medarbejdere, siger Danny Jensen med et stolt smil. 


                                                                                          Februar 2011

Se skolens adresser her.


 
 

 
 
Tech College Mariagerfjord
Tempovej 3
9560 Hadsund /
Kirketoften 5
9500 Hobro
Telefon: 7250 5500
Kontakt
Om Tech College Mariagerfjord
Organisation
Alle ansatte
Kvalitet
Ledige stillinger
Telefonbog
Genveje
Vejleder
Folkeskole- og kombinationsforløb
Praktik i udlandet
www.techcollege.dk
English
Læs op
Sitemap
Tech College Mariagerfjord