Tech College Mariagerfjord fejrede Hobro-afdeling
 
In English
  Log på
Spring over navigationshyperlinksTech College Mariagerfjord > Aktuelt > Tech College Mariagerfjord fejrede Hobro-afdeling

Tech College Mariagerfjord fejrede Hobro-afdeling

Unge omkring Mariagerfjord har siden august i år haft endnu et stærkt undervisningstilbud med etableringen af en afdeling af Tech College Mariagerfjord i Hobro.

Denne afdeling blev officielt taget i brug mandag den 14. november 2011. Her samledes en række indbudte gæster i de lyse og velindrettede bygninger på Kirketoften 5, som Tech College Mariagerfjord deler med et 10. klassecenter.

Dette ”bofællesskab” er særdeles praktisk for det samarbejde, der er blevet et af de særlige kendetegn ved Tech College Mariagerfjord. Hver tirsdag deltager 10. klasseelever i undervisningen i Hobro eller Hadsund på både køkken- og værkstedlinjen. Det har givet mange unge lyst til at vælge en erhvervsuddannelse.

Netop denne nærhed til kommende elever var en af de styrker ved Tech College Mariagerfjord, som afdelingsleder Danny Jensen fremhævede i sin tale.
”Vi kan og vil rumme alle typer elever, og vores storebrødre i Aalborg er med til at give os mulighed for at kunne tilbyde alt, hvad hjertet måtte begære af uddannelsesretninger,” sagde Danny Jensen.

Flytningen til Hobro har også åbnet for et nyt samarbejde med Aalborg Tekniske Gymnasium om en teknisk studentereksamen (HTX) hos Mariagerfjord Gymnasium. Det første hold HTX-elever sætter allerede liv i køkken og værksteder.

”Vi vil fremover styrke vores bånd til både hovedafdelingen i Aalborg samt vores nye samarbejdspartnere her i Hobro og Hadsund for derved at give de unge ved Mariagerfjord endnu flere og bedre muligheder for at få en god start på deres erhvervsliv,” fastslog afdelingsleder Danny Jensen, inden han bød velkommen og velbekomme.

Det sidste gjaldt det lette traktement og de forfriskninger, som eleverne på linjen ”Mad til mennesker” stod for.



Tech College Mariagerfjord fik også gode ønsker med på vejen af vicedirektør Lars Bregnehøj Hansen, Tech College Aalborg, der så dagen som afslutningen på et konstruktivt projektarbejde og begyndelsen på en ny æra med etablering af endnu flere kvalificerede uddannelsestilbud i et tæt samarbejde med Mariagerfjord Kommune.

Vicedirektør Lars Bregnehøj Hansen medbragte også gaven fra Tech College Aalborg til den nye skole i Hobro: to malerier til henholdsvis de ansatte og til eleverne fulgt af et stort tillykke.

Førsteviceborgmester i Mariagerfjord Kommune Carsten Brandt Andersen føjede hertil et tillykke med de fine lokaler og glædede sig over, at endnu et uddannelsessted er med til at sælge kommunen udadtil og indadtil underbygge kommunens mål: at alle får en ungdomsuddannelse.

”Det vil nok aldrig ske,” erkendte Carsten Brandt Andersen. ”Men åbningen af Tech College Mariagerfjord i Hobro er et skridt på vejen.”

Carsten Brandt Andersen, førsteviceborgmester i Mariagerfjord Kommune, bød velkommen til Tech College Mariagerfjords nye skole med ønsket om et fortsat godt samarbejde.


 
 

 
 
Tech College Mariagerfjord
Tempovej 3
9560 Hadsund /
Kirketoften 5
9500 Hobro
Telefon: 7250 5500
Kontakt
Om Tech College Mariagerfjord
Organisation
Alle ansatte
Kvalitet
Ledige stillinger
Telefonbog
Genveje
Vejleder
Folkeskole- og kombinationsforløb
Praktik i udlandet
www.techcollege.dk
English
Læs op
Sitemap
Aktuelt