Tech College Aalborg styrker samarbejdet med Mariagerfjord Kommune
Tech College Aalborg udvider nu sin afdeling i Hadsund, Tech College Mariagerfjord, med grundforløb i Hobro. Samtidig indgår Aalborg Tekniske Gymnasium i et formaliseret samarbejde med Mariagerfjord Gymnasium med henblik på at sikre teknisk studentereksamen (HTX) i Hobro fra august 2011.
I over 25 år har Tech College Aalborg gennemført erhvervsuddannelser i Hadsund på Tech College Mariagerfjord (tidligere Hadsund Tekniske Skole) – primært i form af en række grundforløb, der efterfølgende giver adgang til en erhvervsuddannelse. Nu bevirker antallet af unge uddannelsessøgende i Hobro-området, at Tech College Aalborg og Mariagerfjord Kommune øger udbuddet i byen. Fra august 2011 etablerer skolen således et erhvervsuddannelsesudbud i Hobro. Samtidig fastholdes aktiviteter i Hadsund, og uddannelsesuddbuddet vil dermed dække både den østlige og vestlige del af kommunen. Det giver de unge i Hobro en kærkommen mulighed for at gennemføre grundforløb lokalt uden at rejse ud af byen.
Teknisk studentereksamen følger med
Som en konsekvens af det øgede uddannelsesudbud på erhvervsuddannelsesområdet vil Mariagerfjord Gymnasium og Aalborg Tekniske Gymnasium også samarbejde om at udbyde en teknisk studentereksamen (HTX) i Hobro fra augustoptaget i 2011. Den tekniske studentereksamen har gennem de sidste år fået stor bevågenhed, og antallet af unge, der vælger denne studentereksamen, er steget signifikant. Rektor Jette Engelbreth fra Mariagerfjord Gymnasium har gennem længere tid ønsket at udbyde HTX i Hobro. Dét ønske bliver nu en realitet.
Politisk opbakning
Tech College Aalborgs planer har fået politisk opbakning ved sidste byrådsmøde i Mariagerfjord kommune. De lokale folkeskoler, arbejdsmarkedets organisationer samt kommunen har gennem alle årene bakket op om skolens tilstedeværelse i området i form af Tech College Mariagerfjord. Tech College Aalborgs initiativ er i tråd med regeringens målsætning om, at 95 % af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse, og at 50 % skal gennemføre en videregående uddannelse inden år 2015.
Fra pressemeddelelse den 31. august 2010